Hvilken kilde har åndsvidenskaben til sin viden om menneskets og Jordens oprindelse?
Rudolf Steiner skriver i sit hovedværk Videnskaben om det Skjulte (1910), at skabelsens trin findes indskrevet i den åndelige verden som en slags verdenshukommelse (akasha-krønikken), der kan læses af åndsforskeren. Der er tale om meditativ skuen.
Peter Krabbe
Hvordan kunne mennesket fremstå uden stamtræ blandt dyrene? Dyrene var beviseligt på Jorden længe før os!
Med støtte hos Rudolf Steiner kan man give dette billede:
Forestil dig en spand vand, som står ude i frostvejr. Før eller senere vil der dannes iskrystaller. Nu og da rører du rundt i spanden, så krystallerne dannes uafhængigt af hinanden. Forestil dig endvidere, at du kun kan se den faste fase (isen), og ikke den flydende (vandet).
Hvorfra stammer isklumperne? Naturligvis fra vandet, som i vores eksempel er usynligt. Nedstammer den ene isklump fra den anden? Nej, de har fortættet sig uafhængigt af hinanden men med fælles oprindelse i den flydende fase.
På tilsvarende måde har dyr og menneske fortættet og materialiseret sig uafhængigt men med fælles oprindelse i den æteriske verden. Mennesket som biologisk art behøvede ikke stamfædre blandt dyrene for at inkarnere på Jorden.
Steiner beskriver den æteriske verden som en usynlig verden, der er kilde til livet. Hvert menneske har et æterlegeme, som holder liv i kroppen. Ved døden forlader æterlegemet kroppen.
Æterlegemet er et lille uddrag af den almene æteriske verden, på samme måde som vores fysiske legeme er et lille uddrag af den fysiske verden omkring os.
PK