Menneskets genetiske lighed med chimpansen
- et bevis for vores nedstamning fra aberne?
I 1975 viste to forskere ved University of California, Berkeley, at menneske og chimpanse har 98-99 % fællesskab med hensyn til DNA. Når chimpansen og vi har så nær genetisk lighed, virker det da ikke indlysende, at vi har fælles afstamning? (1)
Man kan indvende, at ordet gen har to betydninger, som bruges i flæng. Jeg gengiver i det følgende fra den norske filosof Trond Skaftnesmos populærvidenskabelige bog Genparadigmets Fall. (2)Gener og træk
Den klassiske genetik beskæftiger sig med organismens træk, dvs. kendetegn (også kaldet karakterer). I anden halvdel af 1800-tallet foretager den østrigske munk Gregor Mendel (1822-84), kaldet den moderne genetiks fader, krydsningsforsøg med forskellige varieteter af haveært og studerer, hvordan træk hos forældreplanterne - frøenes form, kimbladenes farve, højden i vækst – optræder hos efterkommerne. Ud fra de lovmæssigheder i arvefølgen, han finder frem til, opstiller Mendel sine love om dominante og recessive gener.
I første halvdel af 1900-tallet beskæftiger genetikken sig endnu primært med træk såsom menneskets arvelige dispositioner for bestemte sygdomme. Man ved endnu ikke, hvordan et gen fungerer i biokemisk forstand men definerer det som »noget, der bestemmer et givent træk«. Efterhånden drejer genforskningen dog mere bort fra studiet af fænotypiske træk (fremtoningspræg) over på selve arvestoffet, kromosomerne.
Artikel af Peter Krabbe
Gregor Mendel
(1822-84)
(1822-84)
Trond Skaftnesmo
Gener og DNA
Et vendepunkt kommer i 1953 med Francis Cricks og James Watsons berømte model af DNA-molekylets dobbelthelix, der forklarer proteinsyntesen som biokemisk proces. Nu forstår man, hvad der sker på molekylært plan, når celler dannes.
Og gradvist ændres betydningen af ordet ’gen’, så det nu kommer til at betyde »noget, der koder for et bestemt protein« og defineres som en specifik sekvens af DNA. Alligevel bruges ordet nogle gange i sin gamle betydning. Ofte præciseres det ikke, om man taler om ’gen’ i mendelsk forstand eller molekylærbiologisk forstand.
Jamen, dækker de to begreber da ikke hinanden? Er proteinstrukturerne ikke blot en præcisering af den viden, vi har indsamlet på basis af den mendelske genetik? Er vi ikke på vej til at kortlægge hele den biologiske proces fra molekyle til menneske? Vil vores DNA ikke efterhånden kunne fortælle alt om vores arveanlæg – både fysiske og psykiske? Det er, hvad mange tror.
I virkeligheden er det, vi finder indskrevet i DNA, ikke koder for træk men slet og ret for proteiner. Den amerikanske filosof David Hull viser i sin bog Philosophy of Biological Science, at de to genbegreber, det mendelske og det molekylærbiologiske, er to verdener for sig. Man kan ikke drage logiske slutninger fra det ene til det andet. En organismes fænotype kan opdeles i træk på uendeligt mange måder, og et træk kan ikke uden videre oversættes til proteinstrukturer. (3)
»Mendelske arveanlæg finder vi generelt ingen koder for i DNA«, skriver Trond Skaftnesmo. »Der findes alle mulige relationer mellem mendelske gener og træk, skønt der naturligvis er mange proteiner, som deltager i udformningen af hvert træk. Bare øjenfarven involverer tusindvis af gener (i molekylærbiologisk forstand), skønt den i et mendelsk skema for arvegang betragtes som et enkelt gen«. (2)
Men hvordan da med genteknologien? Beskæftiger den sig ikke med at ændre træk ved at manipulere på molekylært niveau?
Man kan svare, at genteknologien ikke besidder den sikkerhed og præcision, som dens tilhængere hævder. Den norske professor i genøkologi Terje Traavik skriver: »De metoder, som anvendes i øjeblikket [indenfor genteknologien], giver totalt uforudsigelige resultater med hensyn til den genmodificerede celles eller organismes egenskaber. Dersom der tages 5 »genmodificeringer« med nøjagtig samme modtagercelle og identisk DNA, kan man i værste fald få 5 forskellige organismer.« (4)
Nogle vil alligevel indvende: »Jeg har læst, at man ved genteknologi kan skabe organismer med de egenskaber, man ønsker. Hvis det passer, må der findes en direkte sammenhæng mellem DNA og træk.«
Man kan svare, at der i 1980'erne og 90'erne herskede blind tro på gendeterminismen, dvs. den opfattelse at organismens udformning i alle henseender er bestemt ved dens DNA. Aviserne bragte dengang fantastiske historier om fund af gener for intelligens, for alkoholisme, homoseksualitet, politisk overbevisning, kunstnerisk smag og for alt muligt. Man troede dengang at kunne forklare alt - og med tiden styre alt - ud fra kendskab til generne. I sin bog Living with the Fluid Genome (2003) beskriver Mae-Wan Ho, hvordan de store forhåbninger til genteknologien brast efter årtusindskiftet: »Hverken det forudsete finansielle boom eller den lovede fordel for landbrug og sundhed indfandt sig. Myten om den genetiske determinisme blev godt og grundigt aflivet, da kortet over menneskets genom blev fremlagt i februar 2001.« (7), (8, side 2)
Mae-Wan Ho (1941-2016), født i Hong Kong, var genetiker, aktivist og kritiker af genteknologien, desuden kritiker af neodarwinismen. Ho har skrevet bøgerne The Rainbow and the Worm, The Physics of Organisms (1993), Genetic Engineering: Dream or Nightmare? (1998), Living with the Fluid Genome (2003) og Living Rainbow H2O (2012) samt antologien Beyond Neo-Darwinism: An Introduction to the New Evolutionary Paradigm (1984).
Nederst: Illustration fra Living with the Fluid Genome ("Genes for everything").
Menneskets genom
Menneskets samlede genetiske anlæg (også kaldet vores genom) blev kortlagt i tiden 1990-2001 ved et mægtigt internationalt forskningsprojekt kaldet The Human Genome Project, der blev fremlagt for offentligheden i februar 2001. Det væsentligste resultat var, at mennesket ikke besidder mere end i alt 20-25.000 gener, hvilket kom som en stor overraskelse for videnskaben.
Af flere årsager havde man forventet et langt højere antal gener. Ud fra molekylærbiologiens grundantagelse, at organismens udformning er bestemt ved dens gener, skulle man forvente en vis samstemmighed mellem organismens kompleksitet og antallet af gener. Menneskekroppen har ca. en million milliard celler (det er flere end antallet af stjerner i mælkevejen!); alene af denne grund skulle man forvente et meget højt antal gener. Men det blev altså ikke bekræftet. Her er nogle andre resultater af The Human Genome Project:
Rundormen Caenor habditis elegans, som kun måler 1 mm og ikke har mere end ca. 1.000 celler, besidder hele 20.000 gener. Høns har cirka samme genantal som mennesket og rundormen, mellem 20.000 og 23.000. Kaffeplanten har ca. 35.000 gener. Ris har ca. 45.000 og majs ca. 50.000 gener, altså mere end dobbelt så mange som mennesket. Vi har i bedste fald 5.000 flere gener end de mest simple orme og ukrudtsplanter, og et meget stort antal af dem er næsten identiske.
På genetisk niveau er forskellen mellem de to rundorme Caenor elegans og Caenor briggae fire gange større end forskellen mellem menneske og mus. De to rundorme er alligevel uhyre ens i fremtoning. De står hinanden så nær mht. form, udvikling, fysiologi og økologisk niche, at kun eksperter kan skelne dem fra hinanden. Lignende forhold er fundet hos andre arter, fx af bananfluen.
Sammenligner man de funktionelle gener hos menneske og chimpanse, er over 99 % af dem identiske (Nature, 1/9-2005). Sammenligninger af menneske og mus viser tilsvarende tal: Ca. 99 % af musens gener har et homologt gen i menneskets genom (Nature, 5/12-2002).
Man ser ingen sammenhæng mellem udviklingsgrad og antal af gener. Og mærkeligt nok står mennesket lige nær chimpanse og mus. Hvad kan vi overhovedet konkludere?
Generne som værktøj for organismen, hvor brugen afhænger af tid og sted
Da resultaterne af The Human Genom Project forelå d. 11. februar 2001, blev Sissel Rogne, daværende direktør for norske Bioteknologirådet, spurgt i Aftenposten, om det ikke føltes skuffende, at mennesket i genetisk henseende stort set ikke er mere kompliceret end en mus. Hun svarede, at tilsyneladende er pattedyrene organiseret meget ens, hvilket igen betyder, at selve reguleringen af generne må anses for vigtigere.
Sissel Rognes udtalelse skal ses i sammenhæng med en nyere opfattelse, der deles af nogle forskere, af at generne reguleres af den samlede organisme. Det, som gør de biologiske arter forskellige, er ikke så meget tilstedeværelsen af særlige gener, men mere at de samme gener indgår i helheden på andre måder. Fx skriver Denis Duboule og A. S. Wilkins, som har forsket i bananfluens gener: »I løbet af de sidste ti år har udviklingsgenetikken vist, at vi deler de fleste af vores gener med andre arter i dyreriget. En konsekvens af dette er, at dyrs diversitet i stor grad må ligge i den ulige brug af de samme komponenter«. (9)
Den amerikanske biolog Barry Commoner (1917-2012) var professor i plantefysiologi. Desuden var han økolog, politiker og blandt grundlæggerne af miljøbevægelsen i 1970'erne.
»Der er alt for få gener hos mennesket til at forklare kompleksiteten i arvelige træk eller for den store og arvelige forskel mellem fx planter og mennesker. […] Kort sagt, det mest drastiske resultat af The Human Genome Project er, at dets eget videnskabelige fundament blev tilbagevist«. (8)
Barry Commoner
i Harpers Magazine, 2002.
Den amerikanske biolog Barry Commoner skrev i samme ånd i Harpers Magazine i 2002: »Molekylærbiologiens centrale dogme siger, at en organismes genom – dvs. dens samlede genetiske anlæg i henseende til DNA – fuldt ud gør rede for de samlede arvelige træk. Præmissen er desværre falsk. Da præmissen i tiden 1990-2001 blev efterprøvet ved et af de største og mest publicerede videnskabelige projekter nogensinde, The Human Genome Project, faldt teorien under vægten af fakta. Der er alt for få gener hos mennesket til at forklare kompleksiteten i arvelige træk eller for den store og arvelige forskel mellem fx planter og mennesker. Ifølge enhver rimelig tolkning signalerede dette fund (publiceret i februar 2001) sammenbruddet af det centrale dogme. […] Kort sagt, det mest drastiske resultat af The Human Genome Project er, at dets eget videnskabelige fundament blev tilbagevist«. (8)
Konklusion
Gener er ikke, hvad vi troede. Gendeterminismen, som var den gældende opfattelse før årtusindskiftet, er ikke holdbar i lyset af de sidste årtiers forskning.
Mange har ikke gjort sig forskellen klart mellem gener i klassisk, mendelsk forstand (årsag til egenskaber) og gener i molekylærbiologisk forstand (opskrift på proteiner). Denne forskel blev påpeget tidligt, allerede omkring 1960.
Genanalyse besvarer ikke spørgsmålet om vores oprindelse. Den sætter mennesket lige nær mus og chimpanse, hvilket ikke giver mening.
Åndsvidenskaben opfatter mennesket som skabt af højtstående åndelige væsner ud fra en meningsfuld plan. Denne opfattelse er ikke i strid med moderne genforskning. Den synes snarere at falde i tråd med nyere teorier om organismen som en selvregulerende enhed. I al korthed mener Skaftnesmo – på linje med bl.a. Stephen L. Talbott, Terje Traavik og Thomas Bøhn - at gener ikke er noget, som skaber og udformer organismer. Gener er i virkeligheden organismens redskaber til at udtrykke sin form. Han ser organismen som en helhed, hvor der vel at mærke er tale om noget ideelt (ikke stofligt), og peger bl.a. på Steiners begreb æterlegemet. Man kan tilføje, at æterlegemet er en slags energifelt, der regulerer kroppens livsprocesser. Menneskets æterlegeme er et uddrag af den æteriske verden, som ifølge åndsvidenskaben er kilde til livet. (9)
Peter Krabbe, cand.scient.DK-9293 Kongerslevpeterkrabbe@turmalin.site
Litteratur:
1) King, M. C. and Wilson, A. C. (1975). Evolution at two levels in the humains and the chimpanzees. Science 188, 107-116.
2) Trond Skaftnesmo: Genparadigmets Fall. Sammenbruddet av det sentrale dogmet. Forlaget Antropos, Oslo 2005. www.audoniconsbogsalg.dk
3) D. L. Hull: Philosophy of Biological Science. Prentice-Hall, Englewood Cliffs, New Jersey, 1974.
4) T. Traavik: Risikomomenter ved genteknologi. Fravær af bevis er ikke bevis for fravær. Forord i bogen Genetikk og manipulering med liv, af C. Holdrege, Vidarforlaget, Oslo, 1999. Norsk.
5) Men and women behaving badly? Don't blame DNA. The Guardian, 11. Februar 2001.
6) Mae-Wan Ho: Living with the Fluid Genome. ISIS (London) & Third World Network (Penang, Malaysia).
www.i-sis.org.uk
7) Duboule, D. & Wilkins, A. 1998: The Evolution of »Bricolage«. Trends in Genetics 14: 54-59.
8) https://sniadecki.wordpress.com/2015/02/01/commoner-dna-myth/
9) Om æterlegemet: Se fx Rudolf Steiner: Teosofi: indføring i oversanselig erkendelse af verden og i menneskets bestemmelse. Antroposofisk Forlag, 2002.
