Gå til indhold

Fem grundlæggende problemer - Forlaget Turmalin

Spring menu
Forlaget Turmalin
Bøger af den franske forfatter
Pierre Lassalle på dansk
Title
Spring menu
Fem grundlæggende problemer ved de gældende
videnskabelige teorier om biologisk og kemisk evolution:

Genetik: Mutationer gør skade, de opbygger ikke kompleksitet.
Den darwinistiske evolution går ud fra tilfældige mutationer underkastet en blind proces uden styring, en naturlig udvælgelse uden mål. En sådan tilfældig, ukontrolleret proces er oftest til skade for organismer; den udvikler dem ikke eller opbygger kompleksitet. Som biologen Lynn Margulis, medlem af National Academy of Sciences, har sagt: »Nye mutationer skaber ikke nye arter; de skaber svækkede afkom«. På samme måde anførte den tidligere formand for det franske Videnskabernes Akademi, Pierre-Paul Grasse: »Mutationer har meget begrænset “konstruktiv kapacitet” … Uanset hvor mangfoldige de måtte være, skaber mutationer aldrig nogen form for udvikling«.
Biokemi: Tilfældige processer uden styring kan ikke frembringe kompleksitet på celleniveau.
Vores celler rummer en ufattelig kompleksitet. De er som små fabrikker i miniature, der bruger maskinel teknologi men som i kompleksitet og effektivitet langt overgår alt menneskeskabt. Celler benytter små strømkredsløb, motorer, programløkker [feedback loops], kodesprog og endda korrekturlæsningsmaskiner til at aflæse og reparere vores DNA. Darwinistisk udviklingsteori kæmper med at forklare denne form for integreret kompleksitet. Som biokemikeren Franklin Harold indrømmer: »Der findes indtil videre ingen detaljeret darwinistisk redegørelse for evolutionen af noget biokemisk system eller cellesystem, kun en mangfoldighed af spekulationer, der afspejler ønske og håb om at give en redegørelse«.
Palæontologi: Fossilarkiverne mangler overgangsformer.
Det generelle mønster i fossilarkiverne er, at der viser sig eksplosive udviklinger af nye biologiske former. Fund af kandidater for evolutionære overgangsformer er undtagelser og ikke regelen. Dette er blevet erkendt af mange biologer som fx Ernst Mayr, som i 2000 forklarede: »Nye arter plejer at vise sig pludseligt i fossilarkiverne uden forbindelse til deres forfædre gennem en række overgangsformer«. På samme måde bemærkede en lærebog: »Mange arter forbliver stort set uændrede i millioner af år for derefter at forsvinde og erstattes af en anden, ret anderledes men beslægtet form. Desuden fremtræder de fleste større dyregrupper pludseligt i færdig form i fossilarkiverne, uden at man til dato har fundet fossiler, der viser en overgang fra deres oprindelsesgruppe«.
Taxonomi: Biologerne har ikke kunnet opstille Darwins ”Livets Træ”.
Biologerne håbede, at DNA-teknologi kunne afsløre et livets stamtræ, på hvilket alle organismer var i tydeligt slægtskab med hinanden. Det har den ikke. Hvis man tegner et træ, som beskriver et påstået slægtskab mellem organismer på basis af et bestemt gen eller et bestemt biologisk kendetræk, kommer det meget ofte i konflikt med andre træer baseret på andre gener eller karakteristika. Som tidsskriftet New Scientist udtrykker det: »Forskellige gener fortalte forskellige, indbyrdes modstridende, evolutionshistorier«. Den store mikrobiolog Carl Woese forklarede, at den slags “phylogenetiske konflikter” »kan ses overalt i livets stamtræ, fra roden op til de større grene indenfor og blandt de forskellige taxa til opstillingen af selve de primære grupper«. Dermed falder teorien om en fælles oprindelse - altså den hypotese, at alle organismer har en fælles stamfar.
Kemi: Livets kemiske oprindelse forbliver et uløst mysterium.
Mysteriet om livets oprindelse er stadig uløst, og alle eksisterende teorier om kemisk evolution står overfor store problemer. Blandt de grundlæggende mangler i teorien om kemisk evolution er den manglende forklaring på, hvordan »ursuppen« kunne opstå i den tidlige Jords livsfjendtlige miljø, eller hvordan den nødvendige information til dannelsen af liv kunne skabes ved blinde kemiske reaktioner. Som evolutionsbiologen Massimo Pigliucci har indrømmet: »Vi aner egentlig ikke noget om, hvordan livet opstod på Jorden ved naturlige processer«.

Oversat fra www.discovery.org, som er hjemmeside for Discovery Institute, en organisation i Seattle, USA, der taler for, at neodarwinismen underkastes kritisk debat. Discovery Institute er en non-profit organisation, grundlagt i 1991, som bl.a. er talerør for bevægelsen Intelligent Design. Den har fokus på forskning, uddannelse, handling og kulturfornyelse.
Se også dissentfromdarwin.org
Dansk oversættelse: Peter Krabbe.
Tilbage til indhold